Spejlæg og bacon-mix med tomat og rød peber
Mantraet her på siden er, at den sunde LCHF livsstil skal være nem og lækker. Vi er altså ikke ude på at opfinde den dybe tallerken hver gang vi skal have noget at spise.
Denne morgenmad med spejlæg og et lækkert fedtholdigt mix af bacontern og løg med karry er lige præcis hvad vi går efter.
Det er til at lave for alle, om man vil tabe sig eller bare fungerer bedst uden for mange kulhydrater.
Hvad skal du bruge:
- 3 æg
- 1 pakke bacontern (100g)
- 1 stort løg eller 2 små
- Cherrytomater
- Rød peberfrugt (snackpeber)
- Karry
Sådan gør du:
- Bacontern steges på panden ved middel varme
- Løg tilsættes sammen med en tsk-fuld karry-pulver på panden efter et par min.
- Efter ca. 5 min slåes de 3 æg ud på panden, ved siden af løg og bacontern.
- Det hele steges sammen på middelvarme indtil spejlæggene har ønskede fastehed ( spejlæg vendes evt. halvvejs efter smag og behag)
- Peberfrugt skæres ud og anrettes på tallerkenen med cherrytomaterne
Er LCHF virkelig så nemt?
Mange tror at det at spise sundt og varieret er besværligt og tidskrævende. Her på nemlchf.dk vil vi gerne bryde med den tankegang.
Sund LCHF livsstil er tilgængeligt for alle og det kan starte med noget så simpelt som et lækkert spejlæg til morgenmad.
Der er oceaner af muligheder for at spice sin LCHF morgenmad op på alle mulige måder.
Hvis du ligger inde med en ny fantastisk måde at lave spejlæg eller noget helt andet på, så skriv en kommentar i feltet herunder og lad os dele den med verden.
Et sundt og godt liv starter i dit eget køkken og med lidt samarbejde og internettet kan vi sammen få det spredt til så mange som overhovedet muligt.
Du er også hjertelig velkommen til at dele ud af dine erfaringer med LCHF – gode som dårlige.